Der findes mange forskellige måder at gå på jagt på. Valget af jagtform afhænger af vildtart, terræn, årstid og af, om man jager alene eller sammen med andre. Fælles for alle jagtformer er, at de skal udøves med respekt for vildtet og med sigte på et rent, dræbende skud. Nedenfor gennemgås de vigtigste jagtformer, som man skal kende til jagtprøven, samt de etiske overvejelser, hver form fører med sig.
Anstandsjagt
Ved anstandsjagt sidder eller står jægeren stille på et udvalgt sted — ofte i et skydetårn, en skydestige eller ved en foderplads — og venter på, at vildtet af sig selv kommer inden for skudhold. Vildtet drives altså ikke frem, men bevæger sig frit. Anstandsjagt er en rolig jagtform, der giver gode muligheder for at bedømme vildtet i ro og afgive et velovervejet skud. Den bruges typisk på hjortevildt og ræv i skumringen.
Etisk set er anstandsjagten en af de mest skånsomme former, netop fordi jægeren har god tid til at vurdere dyret, afstanden og baggrunden, før skuddet falder. Fra et hævet skydetårn peger løbet desuden nedad mod jorden, hvilket giver en sikker baggrund — men netop derfor må man aldrig skyde på vildt oppe på en bakkekam mod åben himmel, hvor kuglen kan flyve ukontrolleret videre.
Pürsch (pirschjagt)
Pürsch er jagtens mest individuelle disciplin. Jægeren bevæger sig lydløst og langsomt gennem terrænet — mod vinden — og forsøger at snige sig ind på vildtet på dets egne betingelser. Pürsch stiller store krav til jægerens færdigheder i at aflæse terræn, vind og vildtets adfærd. Den kombineres ofte med anstand. Ved pürsch er det en særlig udfordring at afgive et roligt, sikkert skud efter at have bevæget sig — pulsen er høj, og man har sjældent et fast anlæg, så mange bruger skydestok for at kunne stå fast.
Drivjagt og trykjagt
Ved disse fælles jagtformer bevæges vildtet frem mod poster:
- Drivjagt (og den intensive variant klapjagt): et hold drivere — ofte med hunde — driver vildtet frem mod en række opstillede skytter. Der jages typisk fasaner, harer og råvildt.
- Trykjagt er en mere skånsom form for fælles riffeljagt, oftest på hjortevildt. Vildtet "trykkes" roligt i bevægelse af få drivere, så det bevæger sig i normalt tempo forbi posterne — ikke i panik. Det giver bedre mulighed for et sikkert skud på vildt i rolig bevægelse.
Ved fælles jagt er sikkerhed og disciplin altafgørende. De vigtigste leveregler er:
- Kend dit skudfelt, og få det anvist af jagtlederen, før såten starter.
- Skyd aldrig mod drivere eller naboposter, og skyd ikke på lavtgående vildt ind i såten.
- Vær sikker på en forsvarlig baggrund (kuglefang) ved riffelskud — skyd ikke mod flad, åben mark.
- Bliv på din post, indtil såten er blæst af — også selv om du tror, den er slut.
- Afgiv kun skud på flugtvildt, du er sikker på; et hastværksskud på lang afstand er en typisk kilde til anskydning ved drivjagt.
Gravjagt
Gravjagt er en særlig jagtform, hvor gravsøgende hunde (f.eks. gravhund eller terrier) sendes ned i ræve- eller grævlingegrave for at drive ræven ud til den ventende skytte. Gravjagt kræver en egnet, veltrænet gravhund og godt kendskab til gravens indretning. Etisk forudsætter gravjagt, at hunden er trænet til opgaven, og at skytten står klar, så ræven aflives hurtigt, når den bryder ud.
Fældefangst
Fangst af visse arter med fælder er tilladt, men er underlagt strenge regler. Fælder skal være af godkendte typer, og de skal tilses jævnligt — som hovedregel mindst én gang i døgnet — så fangne dyr ikke lider unødigt. Ikke-jagtbare og fredede dyr, der fanges ved en fejl, skal straks sættes fri. Fældefangst kræver kendskab til de gældende bekendtgørelser om fælder. Etisk er det centralt, at man kun sætter fælder ud, hvis man reelt har mulighed for at tilse dem hver dag — også i weekender og ferie.
Buejagt
Buejagt er tilladt på en række vildtarter og er underlagt de samme overordnede jagtlove som riffel- og hagljagt, men med særlige krav til udstyr (bl.a. mindstekrav til buens trækstyrke og pileudstyr). Fordi pilen dræber ved forblødning og ikke ved chok, stilles der store krav til præcision og til, at skuddet placeres rigtigt. Den anbefalede maksimale skudafstand ved buejagt på klovbærende vildt er 25 meter. Buejægeren skal have et særligt buejagttegn.
Den korte skudafstand betyder, at buejægeren i endnu højere grad end riffeljægeren skal beherske pürsch og anstand for overhovedet at komme tæt nok på. Buejagt kræver derfor tålmodighed og megen træning — et fejlplaceret pileskud giver sjældent et hurtigt nedlæg.
Etiske fællestræk på tværs af jagtformer
Uanset jagtform gælder nogle gennemgående principper:
- Man bør kun afgive skud, man er sikker på, og man skal kunne eftersøge anskudt vildt bagefter.
- Vildtet skal kunne bedømmes ordentligt før skuddet (art, køn, alder, forsvarlig baggrund).
- Tilpas jagtformen til vildtet og terrænet — ikke omvendt.
- Overvej altid, om skuddet vil kunne tåle at blive fortalt videre til en ikke-jæger.