Jagttegn-træneren
← Jagtetik & jagtmetoder

Eftersøgning i praksis

Hvor kapitel 3 beskriver hunden og de overordnede regler, går dette kapitel tættere på selve håndværket: hvad gør man helt konkret, fra sekundet efter et skud, der ikke lagde dyret, og indtil et anskudt dyr enten er fundet eller overdraget til en registreret schweisshundefører. God eftersøgning er både et etisk krav og et fag, og til jagtprøven skal man kende hovedtrækkene i det schweiss-arbejde, der følger efter en anskydning.

Trin 1: Bevar roen og markér — i skudøjeblikket

Det, der afgør, om et anskudt dyr bliver fundet, sker ofte i de første sekunder efter skuddet:

  • Bliv stående på din post, og følg dyret med øjnene, så langt du kan.
  • Læg mærke til dyrets reaktion på skuddet (tegnereaktion): et sammenkuk (kropskud), et sammensynkende bagparti (rygskud), et sparkende "buk" (hjerte-/lungeskud) eller en løs, hængende forbenskontur (bovskud). Reaktionen fortæller meget om træfpunktet.
  • Fastlæg anskudsstedet (hvor dyret stod ved skuddet) og udspringet (hvor du sidst så det) med faste pejlemærker — et markant træ, en pæl, en busk.

Trin 2: Markér anskudsstedet fysisk

Når såten er slut, eller det er sikkert at gå frem, opsøger du roligt anskudsstedet og markerer det, så en hundefører senere kan finde det præcist:

  • Sæt en synlig markering (papir, tape, en handske) ved anskudsstedet — det kaldes at lægge pirschtegn.
  • Undersøg stedet grundigt for pürschzeichen / tegn: schweiss (blod), afskårne hår, hud, splinter af ben, mavindhold eller løbeafklip.
  • Rør så lidt som muligt ved sporet, og træd ikke rundt i det — hunden skal senere kunne arbejde på en uforstyrret fært.

Trin 3: Tyd tegnene

Tegnene ved anskudsstedet afslører, hvor dyret er ramt, og hvor hurtigt man bør gå videre:

  • Lyst, skummende blod tyder på lungeskud — ofte et hurtigt dødeligt træf.
  • Mørkt blod kan tyde på lever- eller nyreskud.
  • Mavindhold, grønt foder og en sur lugt tyder på et maveskud (waidskud) — et dyr, der kan gå langt, og hvor man skal give lang ro.
  • Lyse, klippede hår uden meget blod kan tyde på et strejfskud eller et rent forbiskud.

Trin 4: Vent — giv dyret ro

Den hyppigste fejl er at gå for hurtigt frem. Et hårdt ramt dyr, der får ro, lægger sig typisk og forender inden for kort afstand; bliver det jaget op, kan det flygte langt på adrenalin og gå tabt. Derfor:

  • Ved sikkert lungeskud kan der ofte følges efter kortere tid.
  • Ved tvivl, maveskud eller løbeskud bør man vente — som tommelfingerregel mindst 4 timer, ofte længere — før eftersøgningen indledes.
  • Brug ventetiden på at hente hjælp, ikke på at "kigge lidt selv".

Trin 5: Tilkald en registreret schweisshundefører

Finder man ikke selv klovbærende vildt hurtigt, træder eftersøgningspligten i kraft:

  • Klovbærende vildt (kron-, då-, sika- og råvildt, muflon, vildsvin), der er anskudt og ikke fundet, skal meldes til en registreret schweisshundefører senest inden for 6 dagtimer.
  • Det er gratis, og føreren er legitimeret af myndighederne: han/hun må eftersøge og aflive nødstedt vildt på al ejendom — også over skel og hos naboen — uden ejerens forudgående tilladelse.
  • Oplys så præcist som muligt: hvad du skød, hvornår, tegnereaktion, tegn ved anskudsstedet, og hvor markeringen er.

Pligter på tværs af skel

En anskydning respekterer ikke ejendomsgrænser. Selv om du ikke selv må gå ind og jage på naboens jord, gælder følgende:

  • Et anskudt dyr, der er trukket over skel, skal stadig eftersøges — det er her, den registrerede hundeførers særlige adgangsret er afgørende, for han/hun må følge sporet ind på naboens areal.
  • God skik er at underrette naboen/lodsejeren om, at der eftersøges, også af hensyn til det gode naboskab.
  • Man må ikke lade et anskudt dyr ligge, blot fordi det er endt på den anden side af skellet — ansvaret følger skuddet, ikke matriklen.

Kort huskeregel

Bevar roen → markér anskudsstedet → tyd tegnene → vent om nødvendigt → tilkald den registrerede schweisshundefører (senest 6 dagtimer for klovbærende vildt). Denne kæde er både prøvestof og udtryk for den bærende jagtetik: man tager ansvar for konsekvensen af sit skud.