Jagttegn-træneren
← Jagtlovgivning

Vildtskader og regulering

Selv om alt vildt som udgangspunkt er fredet uden for jagttiden, kan vildt til tider volde så store skader, at der er behov for at gribe ind. Til det formål findes reglerne om regulering af skadevoldende vildt, der er samlet i vildtskadebekendtgørelsen. Regulering administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) og er et vigtigt emne til jagtprøven, fordi det er en undtagelse fra fredningsprincippet, der let kan misforstås.

Hvad er regulering — og hvad er forskellen på jagt?

Regulering er aflivning eller fjernelse af vildt, der volder skade — for eksempel på afgrøder, husdyr, skov, fiskeri eller ejendom. Det adskiller sig fra almindelig jagt på flere måder:

  • Jagt sker for udbyttets eller rekreationens skyld inden for en fastsat jagttid. Regulering sker for at afværge en konkret skade og kan foregå uden for jagttiden — også på ellers fredet vildt.
  • Regulering forudsætter i de fleste tilfælde en tilladelse eller er kun tilladt under bestemte betingelser fastsat i bekendtgørelsen.
  • Regulering betragtes som jagt i lovens forstand, når det gælder krav om jagttegn, våben og skydeprøver. Man skal altså have gyldigt jagttegn for at foretage regulering med skydevåben.

Fordi regulering er en undtagelse fra fredningen, tolkes reglerne restriktivt. Man kan ikke bare skyde en fredet fugl, fordi den er til gene — der skal foreligge en reel, dokumenterbar skade, og betingelserne i bekendtgørelsen skal være opfyldt.

Kravet om at afværge først

Et bærende princip er, at regulering er en sidste udvej. Som hovedregel skal man have gjort en væsentlig indsats for at bortskræmme eller på anden måde afværge det skadevoldende vildt, før man kan få tilladelse til at regulere. Det kan for eksempel være opsætning af hegn, skræmmemidler, fugleskræmsler, gaskanoner eller ændret dyrkningspraksis. Kun når sådanne forebyggende tiltag ikke er tilstrækkelige, kommer regulering på tale.

Formålet er at sikre, at man ikke griber til at aflive dyr, før mildere midler er forsøgt. Det afspejler lovens generelle hensyn til, at vildtet skal beskyttes mest muligt.

Hvem kan regulere, og hvordan søges der?

En tilladelse til regulering gives til ejeren eller brugeren (forpagteren) af det areal, hvor skaden sker, og gælder for den pågældende reguleringsadresse. Vil en anden end ejeren/brugeren foretage reguleringen, kræver det en skriftlig fuldmagt fra rettighedshaveren.

Ansøgning sker til SGAV, og man kan tidligst søge om regulering én måned før den periode, som vildtskadebekendtgørelsen angiver for den pågældende art. Der gælder desuden en indberetningspligt: reguleret vildt skal indberettes, typisk senest fire uger efter at reguleringsperioden eller -tilladelsen er udløbet, og det tæller med i jægerens vildtudbytte.

Regulering med og uden tilladelse

For de fleste arter kræver regulering en individuel tilladelse. Men vildtskadebekendtgørelsen udpeger også arter, der på nærmere angivne betingelser må reguleres uden forudgående tilladelse — typisk på egen ejendom, inden for bestemte perioder og afstande. Nogle eksempler:

  • Invasive rovdyr som mink, mårhund og vaskebjørn må reguleres hele året uden særlig tilladelse, fordi de udgør en trussel mod den hjemmehørende fauna.
  • Ræv, husmår og ilder må reguleres hele året i og nær bebyggelse (typisk inden for 25 m fra bygninger), i indhegnede haver og på pelsdyrfarme, herunder med fælder.
  • Nær indhegninger med fjerkræ og nær bebyggelse må ræv desuden reguleres i bestemte perioder med fælde eller skydevåben.

For arter som krage og husskade kan der gives tilladelse til regulering i en fastlagt periode (typisk 1. februar til 15. april) i egne, hvor de volder skade på markafgrøder eller den øvrige fauna. For ringdue kan der gives tilladelse i en periode om efteråret, hvor de forvolder omfattende skade på afgrøder. De præcise arter, perioder, afstande og metoder fremgår altid af den til enhver tid gældende vildtskadebekendtgørelse, som man skal slå op i, før man regulerer.

Det er vigtigt at forstå, at selv hvor en art må reguleres uden individuel tilladelse, gælder der stadig betingelser: reguleringen skal ske på det rette areal, inden for de rette perioder og afstande og med lovlige metoder. En misforståelse kan hurtigt gøre en ellers tilladt regulering ulovlig. Er man i tvivl, er den sikre vej at søge tilladelse hos SGAV eller undlade at skyde. Reglerne skelner desuden skarpt mellem, hvad der må reguleres med skydevåben, og hvad der må ske med fælder, og perioderne kan være forskellige for de to metoder.

Fælder og andre metoder

Regulering kan efter reglerne ske med skydevåben eller med fælder. Bruges fælder, gælder særlige krav: fælden skal være af en godkendt type, den skal tilses dagligt (typisk mindst én gang i døgnet), og fanget vildt, der ikke må aflives, skal straks slippes fri. Kravene sikrer, at dyr ikke sidder unødigt længe fanget, og at fangsten er selektiv. Ikke-målarter, der fanges ved en fejl, skal sættes fri uskadt.

Hvorfor emnet er vigtigt for prøven

Til jagtprøven skal man forstå, at regulering er en snæver undtagelse fra fredningen, at den kræver jagttegn, at man som hovedregel skal have forsøgt at afværge først, og at reguleret vildt skal indberettes. Man skal også kunne kende forskel på de få arter, der må reguleres uden tilladelse (fx invasive mink, mårhund og vaskebjørn), og de mange, der kræver en konkret tilladelse fra SGAV. Kort sagt: regulering er ikke fri jagt på fredet vildt, men et kontrolleret redskab til at afværge konkrete skader.