Vildtpleje handler om at forbedre vildtets levesteder, så et område kan bære en sund og varieret bestand. Den vigtigste indsats er ikke fodring, men at skabe dækning, føde og vand i landskabet. Jo mere varieret et landskab er, desto mere vildt kan det bære. Nedenfor gennemgås de konkrete plejetiltag med plantevalg, såtidspunkter og de tilladelser, man skal være opmærksom på.
Remiser
En remise (vildtremise) er en mindre beplantning — typisk buske og træer — der anlægges som ly og dækning i det åbne land. Remiser giver:
- Dækning mod rovdyr og vejr
- Redemuligheder og opvækstområde for fugle
- Føde i form af bær, frø og insekter
- Overnatnings- og samlingssteder for fasan og agerhøne
Plantevalg til remiser: En god remise er tæt forneden og opbygget i flere lag. Anvend hjemmehørende, bær- og frøsættende arter, f.eks. hvidtjørn, slåen, hyld, hassel, kvalkved, benved, æblerose (hunderose) og fuglekirsebær. Rundt om kernen plantes et løst bryn af lavere buske, så der er dækning helt ned til jorden. Undgå en tæt, mørk granremise uden bundvegetation — den giver ly, men lidt føde. En remise på 0,1–0,5 hektar med en solåben, uklippet bræmme udenom er ofte ideel.
Remiser placeres, så de forbindes med læhegn og andre småbiotoper og dermed danner sammenhængende dækning gennem landskabet. Placér dem gerne i læ og på lidt tør bund, og undgå at anlægge dem, hvor de skygger for eller gror ind i §3-natur.
Vildtagre
En vildtager er et areal, hvor der dyrkes afgrøder specielt til vildtet. Vildtageren giver:
- Vinterføde, når markerne ellers er høstet og bare
- Dækning i vækstsæsonen
- Insekter og frø til fugleyngel
Afgrødevalg: Til fuglevildt (fasan, agerhøne) bruges frøsættende og lægivende arter som solsikke, boghvede, hirse, quinoa, honningurt, foderraps og kløver. Solsikke og boghvede giver frø og læ; foderraps og kløver giver grøn vinterføde og tæt dækning; honningurt trækker insekter til, som kyllingerne lever af. Ofte sås en blanding, så ageren giver både føde og dækning, og så noget står, selv om andet slår fejl. Til råvildt bruges bl.a. kløvergræs, cikorie og korsblomstrede afgrøder.
Såtidspunkt: De fleste vildtafgrøder sås om foråret, når jordtemperaturen er omkring 10 °C — typisk fra sidst i april til slutningen af maj. Det er 2–4 uger senere end landbrugets vårafgrøder. Sås der for tidligt i kold jord, spirer især boghvede og hirse dårligt, da de er varmekrævende og frostfølsomme. Et godt såbed, hvor jorden er løsnet og let tromlet, er vigtigt for en jævn spiring. En del af arealet kan med fordel stå urørt flere år, så der opbygges varig dækning.
Læhegn og barjordsstriber
- Læhegn giver ly for vind, fungerer som ledelinjer (spredningskorridorer) og skaber randområder med føde og dækning. Et flerrækket hegn med buske i kanten binder landskabets biotoper sammen og giver både rede- og fødeplads.
- Barjordsstriber (insektstriber) er ubevoksede eller sparsomt bevoksede striber i eller langs marker. De giver et rigt insektliv, som er livsvigtig proteinføde for kyllinger af agerhøne og fasan i de første leveuger, og de er samtidig levested for f.eks. markfirben. Uden insektføde overlever kyllingerne ikke, uanset hvor meget dækning der er.
Vandhuller
Anlæg af vandhuller og småsøer forbedrer levestedet for ænder, padder, insekter og pattedyr. Et godt vandhul er lavvandet i mindst den ene ende, uden skygge fra træer i syd, og uden fisk, så padder og insekter kan trives. Et vandhul på f.eks. 500 m² behøver ikke være dybere end omkring 1 meter.
Tilladelser: Etablering af vandhul kræver som udgangspunkt tilladelse:
- Et nyt vandhul over 100 m² kræver landzonetilladelse fra kommunen.
- Ligger arealet i §3-beskyttet natur (mose, eng, hede, overdrev), kræver det dispensation fra naturbeskyttelsesloven — og den gives sjældent, medmindre naturindholdet forbedres.
- Oprensning af et eksisterende, §3-beskyttet vandhul kræver også dispensation.
- Der stilles typisk vilkår om, at der ikke må være ind- eller udløb til andre vandhuller eller vandløb.
Undersøg altid reglerne hos kommunen, før du graver.
Fodring
Fodring kan hjælpe vildtet gennem hårde vintre og holde det på et bestemt areal, men det kan ikke erstatte gode levesteder. Fodring skal ske ansvarligt:
- Foderpladser skal holdes rene for at undgå spredning af sygdomme
- Fodring må ikke bruges til at lokke vildt væk fra naboarealer på urimelig vis
- Der gælder særlige hensyn ved fodring af klovbærende vildt (rå-, kron-, då- og sikavildt samt vildsvin)
Ved fodring af klovbærende vildt er det efter retspraksis ikke tilladt at skyde vildtet, når det står i umiddelbar nærhed af en foderplads — netop for at undgå, at fodringen bruges som lokkemiddel til nem afskydning. Derudover skal man være opmærksom på, at skydetårne og skydestiger skal placeres mindst 130 meter fra naboskel, medmindre der foreligger skriftlig aftale med naboen. Reglerne skal sikre, at fodring og jagt fra faste anlæg ikke belaster nabolagets vildt urimeligt.
Rovdyrsregulering som pleje
Regulering af ræv, krage og skade kan lokalt beskytte æg og kyllinger hos jordrugende fugle som agerhøne og fasan. Regulering skal ske inden for lovens rammer (vildtskadebekendtgørelsen) og er mest effektiv, når den kombineres med gode levesteder — uden dækning og føde nytter rovdyrsregulering kun lidt.
Helhedstankegang
Effektiv vildtpleje kombinerer flere tiltag: remiser og læhegn giver dækning, vildtagre og barjordsstriber giver føde og insekter, vandhuller giver vand, og fornuftig regulering beskytter yngel. Målet er at hæve områdets bæreevne, så bestanden kan klare sig ved egen kraft — fodring er kun et supplement, aldrig fundamentet.