En dygtig jæger aflæser ikke kun dyret selv, men også de spor og sportegn, det efterlader. Sportegn fortæller, hvilke arter der færdes i terrænet, hvor de trækker, og om der er vildt at forvente – og de indgår i pensum til jagtprøven. Sportegn omfatter fodspor (trædespor), ekskrementer, fejninger og skrab, gnav og bid, gravkomplekser, veksler/stier samt fældede fjer og hår. Mange sportegn er artskarakteristiske, men flere kan forveksles, og enkelte kræver undersøgelse på museum for sikker bestemmelse.
Fodspor (trædespor)
Fodspor ses tydeligst i fugtig jord, mudder, sand eller sne. De klovbærende dyr sætter to hovedklove; ved dybt/blødt underlag eller i fart afsætter hjortevildt og især vildsvin også de bageste bagklove (bilklove).
- Hjortevildt sætter to spidse, tætsiddende klove. Sporet bliver større og bredere i rækkefølgen rådyr → sika → dådyr → kronvildt. Rådyrets spor er lille og spidst; kronvildtets er stort og bredt.
- Vildsvin sætter et bredt, rundet klovspor med tydelige, udspilede bagklove, der næsten altid ses – et godt kendetegn over for hjortevildt.
- Ræv sætter et spinkelt hundeagtigt spor med kløer, men mere aflangt og "smalt" end en hunds, og poterne sættes ofte på snorlige række (snor).
- Grævling sætter et bredt spor med fem tæer og lange kløer samt tydelig trædepude – ligner en lille bjørnepote.
- Hare sætter det typiske "gnaverspring": de lange bagfødder lander foran de mindre forfødder.
Ekskrementer
Ekskrementer (efterladenskaber) kan hjælpe med artsbestemmelse, men der er risiko for fejlbestemmelse.
- Hjortevildt efterlader ovale, aflange "ærter/nødder" (indbyrdes ret ens), størrelsen stiger med arten.
- Hare og kanin efterlader runde, flade "knapper" af fordøjet plantemateriale.
- Ræv efterlader snoede, spidse ekskrementer, ofte med hår, fjer og knoglerester og lagt synligt på tuer, sten eller stier som markering.
- Grævling graver latriner (små gravede huller) tæt ved graven.
Fejninger og skrab
Fejning er hjortevildtets afskrabning af den døde bast af opsatsen/geviret mod stammer og buske, når geviret er færdigudviklet (sommer/sensommer). Det efterlader afskrabet bark og flossede grene i "fejestænger" og markerer samtidig territorium med duft. Bukke og hjorte laver desuden skrab/pletskrab i jorden i brunsttiden. Fejninger er et sikkert tegn på hjortevildt i området.
Gnav og bid
- Gnav på bark og knopper kan skyldes hjortevildt, harer og kaniner om vinteren. Harer og kaniner bider grene skråt af som med en kniv.
- Gnavede nødder og kogler afslører gnavere; egern spalter kogler og efterlader karakteristisk afgnavede grankogler.
- Skrælning (afgnavning af bark på nåletræer) laves især af kronvildt.
Gravkomplekser, veksler og øvrige tegn
- Gravkomplekser graves af ræv og grævling – ofte i samme skrænt. Grævlingens grav er typisk renere med "toiletgruber", rævens mere rodet med byttrester og lugt.
- Veksler (vildtstier) er nedtrådte stier, hvor vildtet fast trækker mellem indstand, æde- og drikkesteder – gode steder at placere sig eller sætte kamera.
- Fjer, dun og hår samt plukkepladser (bunker af fjer) afslører, at et rovdyr eller en rovfugl har taget bytte.
Sådan bruger du sportegn på jagtprøven og i felten
- Sportegn viser tilstedeværelse og art, men bekræfter aldrig alene, at et dyr må skydes – du skal se og artsbestemme dyret selv, før du trykker af.
- Kombinér flere tegn (spor + ekskrementer + fejning + veksler) for et sikkert billede af, hvad der færdes.
- Er et sportegn tvivlsomt (fx ekskrementer), så artsbestem forsigtigt – ved rigtig tvivl indsendes materiale til fagfolk.
Kendetegns-tjek
- Klovspor bliver større: rådyr < sika < dådyr < kronvildt; vildsvin = brede bagklove.
- Ræv = smalt spor på snor; grævling = bredt spor med 5 tæer og kløer.
- Fejning = afskrabet bast/bark fra hjortevildt.
- Ræv/grævling = gravkomplekser; latriner ved grævlingegrav.
- Sportegn afgør art og tilstedeværelse – men du skyder først, når du selv har set og bestemt dyret.