Jagttegn-træneren
← Vildtkendskab

Spor og sportegn

En dygtig jæger aflæser ikke kun dyret selv, men også de spor og sportegn, det efterlader. Sportegn fortæller, hvilke arter der færdes i terrænet, hvor de trækker, og om der er vildt at forvente – og de indgår i pensum til jagtprøven. Sportegn omfatter fodspor (trædespor), ekskrementer, fejninger og skrab, gnav og bid, gravkomplekser, veksler/stier samt fældede fjer og hår. Mange sportegn er artskarakteristiske, men flere kan forveksles, og enkelte kræver undersøgelse på museum for sikker bestemmelse.

Fodspor (trædespor)

Fodspor ses tydeligst i fugtig jord, mudder, sand eller sne. De klovbærende dyr sætter to hovedklove; ved dybt/blødt underlag eller i fart afsætter hjortevildt og især vildsvin også de bageste bagklove (bilklove).

  • Hjortevildt sætter to spidse, tætsiddende klove. Sporet bliver større og bredere i rækkefølgen rådyr → sika → dådyr → kronvildt. Rådyrets spor er lille og spidst; kronvildtets er stort og bredt.
  • Vildsvin sætter et bredt, rundet klovspor med tydelige, udspilede bagklove, der næsten altid ses – et godt kendetegn over for hjortevildt.
  • Ræv sætter et spinkelt hundeagtigt spor med kløer, men mere aflangt og "smalt" end en hunds, og poterne sættes ofte på snorlige række (snor).
  • Grævling sætter et bredt spor med fem tæer og lange kløer samt tydelig trædepude – ligner en lille bjørnepote.
  • Hare sætter det typiske "gnaverspring": de lange bagfødder lander foran de mindre forfødder.

Ekskrementer

Ekskrementer (efterladenskaber) kan hjælpe med artsbestemmelse, men der er risiko for fejlbestemmelse.

  • Hjortevildt efterlader ovale, aflange "ærter/nødder" (indbyrdes ret ens), størrelsen stiger med arten.
  • Hare og kanin efterlader runde, flade "knapper" af fordøjet plantemateriale.
  • Ræv efterlader snoede, spidse ekskrementer, ofte med hår, fjer og knoglerester og lagt synligt på tuer, sten eller stier som markering.
  • Grævling graver latriner (små gravede huller) tæt ved graven.

Fejninger og skrab

Fejning er hjortevildtets afskrabning af den døde bast af opsatsen/geviret mod stammer og buske, når geviret er færdigudviklet (sommer/sensommer). Det efterlader afskrabet bark og flossede grene i "fejestænger" og markerer samtidig territorium med duft. Bukke og hjorte laver desuden skrab/pletskrab i jorden i brunsttiden. Fejninger er et sikkert tegn på hjortevildt i området.

Gnav og bid

  • Gnav på bark og knopper kan skyldes hjortevildt, harer og kaniner om vinteren. Harer og kaniner bider grene skråt af som med en kniv.
  • Gnavede nødder og kogler afslører gnavere; egern spalter kogler og efterlader karakteristisk afgnavede grankogler.
  • Skrælning (afgnavning af bark på nåletræer) laves især af kronvildt.

Gravkomplekser, veksler og øvrige tegn

  • Gravkomplekser graves af ræv og grævling – ofte i samme skrænt. Grævlingens grav er typisk renere med "toiletgruber", rævens mere rodet med byttrester og lugt.
  • Veksler (vildtstier) er nedtrådte stier, hvor vildtet fast trækker mellem indstand, æde- og drikkesteder – gode steder at placere sig eller sætte kamera.
  • Fjer, dun og hår samt plukkepladser (bunker af fjer) afslører, at et rovdyr eller en rovfugl har taget bytte.

Sådan bruger du sportegn på jagtprøven og i felten

  • Sportegn viser tilstedeværelse og art, men bekræfter aldrig alene, at et dyr må skydes – du skal se og artsbestemme dyret selv, før du trykker af.
  • Kombinér flere tegn (spor + ekskrementer + fejning + veksler) for et sikkert billede af, hvad der færdes.
  • Er et sportegn tvivlsomt (fx ekskrementer), så artsbestem forsigtigt – ved rigtig tvivl indsendes materiale til fagfolk.

Kendetegns-tjek

  • Klovspor bliver større: rådyr < sika < dådyr < kronvildt; vildsvin = brede bagklove.
  • Ræv = smalt spor på snor; grævling = bredt spor med 5 tæer og kløer.
  • Fejning = afskrabet bast/bark fra hjortevildt.
  • Ræv/grævling = gravkomplekser; latriner ved grævlingegrav.
  • Sportegn afgør art og tilstedeværelse – men du skyder først, når du selv har set og bestemt dyret.